Kommentar af 
Morten Helveg Petersen

EU-valget vil svække den grønne politik. Men energipolitikken forbliver i centrum

Europas højrefløj står til at gå frem efter det kommende valg til Europa-Parlamentet. Derfor bliver nye grønne investeringer og national implementering af EU's energipolitik de store udfordringer for den næste mandatperiode, skriver Morten Helveg Petersen.

Det bliver nødvendigt med et styrket europæisk fokus på national implementering af energipolitikken, ikke mindst den såkaldte 'Fit for 55'-lovpakke, som det afgående Europa-Parlament har gennemført, skriver Morten Helveg Petersen.
Det bliver nødvendigt med et styrket europæisk fokus på national implementering af energipolitikken, ikke mindst den såkaldte 'Fit for 55'-lovpakke, som det afgående Europa-Parlament har gennemført, skriver Morten Helveg Petersen.Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix
Morten Helveg Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det parlamentariske arbejde i det niende Europa-Parlament er overstået. Vi har gennemført den såkaldte 'EU Green Deal' med høje ambitioner, ikke mindst i energipolitikken. Mere end 3.800 siders lovgivning, der udstikker retningen for et helt kontinents grønne omstilling inde for energi, transport, finans, bygninger og meget mere.

Ingen andre kontinenter har præsteret noget tilsvarende. Endnu.

Mod slutningen af mandatet blev det tydeligt, at gassen gik noget af den grønne ballon. Med udsigten til fremgang for Europas ekstreme højrefløj trådte den store konservative gruppe, EPP, på bremsen for at imødekomme vælgerne på højrefløjen og den klimaskepsis, som den ekstreme og uansvarlige højrefløj promoverer.

Det interessante bliver nu, hvilken energipolitik det næste Europa-Parlament kommer til at føre.

Vi må som udgangspunkt forvente, at den grønne dagsorden bliver mindre fremtrædende, end den har været de seneste fem år.

Putins aggression i Ukraine skubber til den politiske dynamik, og det vil også flytte fokus i retning af sikkerhed og forsvar.

Europæisk energipolitik forbliver imidlertid højt på den politiske agenda.

Læs også

I april måned offentliggjorde den tidligere italienske premierminister Enrico Letta sin rapport om europæisk konkurrenceevne, hvor han fremhævede nødvendigheden af et integreret indre marked for elektricitet for at styrke EU's konkurrencekraft på de globale markeder gennem innovation og konkurrence.

Da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, en uge senere fremlagde sin vision for et stærkere Europa, der samarbejder mere på en række nøgleområder, gentog han budskabet om at få gennemført energiunionen hurtigt, så den grønne strøm kan flyde frit over Europas grænser.

Det kommende Europa-Parlament vil skubbe på for at styrke det europæiske samarbejde med energiunionen, kapitalunionen og forsvarsunionen som centrale politikområder.

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Europæisk energipolitik skal således være en garant for Europas klimamål, selvforsyning med energi samt vores konkurrenceevne på de globale markeder.

Det er mange ben at stå på, og det bliver en særlig udfordring at tiltrække investeringer, hvorfor en reform af EU's kapitalmarkeder er undervejs, som vil gøre det mere oplagt, at europæiske penge investeres i EU snarere end uden for EU.

Samtidig bliver det nødvendigt med et styrket europæisk fokus på national implementering af energipolitikken, ikke mindst den såkaldte 'Fit for 55'-lovpakke, som det afgående Europa-Parlament har gennemført. 

Medlemslandene er over en bred kam notorisk sløje til at implementere EU-lovgivninger til tiden, men hurtig implementering af lige præcis energipolitikken er afgørende for både klimamål, energi-uafhængighed og konkurrenceevne.

Derfor er min vurdering, at det kommende Europa-Parlament vil skubbe på for at styrke det europæiske samarbejde med energiunionen, kapitalunionen og forsvarsunionen som centrale politikområder.

Den fremgang til den yderste højrefløj, som meningsmålingerne peger på i øjeblikket, risikerer at afspore tempoet for de nødvendige reformer - medmindre der stadig vil kunne samles flertal til at reformere henover midten, hvor midterpartierne tager ansvaret for Europas fremtid alvorligt.

Læs også

Nye grønne investeringer og national implementering af EU's energipolitik bliver nogle store udfordringer for den kommende mandatperiode.

Jeg har et stykke tid gjort mig til talsmand for en langsigtet investeringsplan, der gør det attraktivt for private at investere i EU's grønne omstilling, fordi modellen kan løse mange udfordringer på én og samme tid.

Når udgangspunktet er lokale, grønne projekter, bliver det sværere for den ekstreme højrefløj at bilde borgerne ind, at EU trækker nytteløs klimapolitik ned over hovedet på dem.

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Et fælles økonomisk instrument, eksempelvis finansieret gennem fælles lånoptagelse eller indtægter fra EU's CO2-kvoteordning, skal etableres, så vi kan komme væk fra den nuværende model, hvor hvert land yder statsstøtte til sine egne.

Hvis det fortsætter, vil det skævvride det indre marked, fordi små lande ikke kan give lige så meget statsstøtte til sine virksomheder som eksempelvis Frankrig og Tyskland.

Penge fra det fælles instrument kunne passende bruges til regionale og lokale grønne projekter, som understøtter klimamålene, men hvor udbetaling betinges af national implementering af EU's energipolitikker. 

Når udgangspunktet er lokale, grønne projekter, bliver det samtidig sværere for den ekstreme højrefløj at bilde borgerne ind, at EU trækker nytteløs klimapolitik ned over hovedet på dem.

Løsningerne for Europa skal utvivlsomt findes i at styrke det europæiske samarbejde. Der findes ikke nogen brugbare alternativer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

0:000:00